Værkstedet

Så kom foråret endelig!

Weekenden bød på den første kop kaffe på gårdspladsen i lørdags. Noget vi har set meget frem til.
At sidde i total stilhed og bare nyde udsigten ud over markerne og synet af vores dejlige hus, er en af de ting vi glædet os ekstremt meget til. Og i weekenden var der endelig vejr til det

Men der er selvfølgelig også sket lidt på renoveringsprojektet i soveværelset. Faktisk kan vi endelig sige at fuldspartlingen er overstået. Hvert fald selve spartelarbejdet. Der kommer så lidt ekstra pletspartling, slibning og filtsning før vi kan begynde på opsætningen af filt og afsluttende maling.
Vi har faktisk lavet en lille film og håber det kan blive noget vi gør mere af fremover.


Alle lister er også blevet afmonteret og vil blive skiftet ud. Dvs. at vi både lægger nyt gulv, skifter fodlister og lister omkring døre og vinduer, skifter stikkontakter og fuldspartler som sagt hele værelset. Det bliver et fantastisk rum når det er færdigt.

Når soveværelset er færdigt har vi et par andre projekter der skal i gang, og i den forbindelse skal vi have en ingeniør på besøg. I det lokale hvor vi vil indrette crossfit træningsrum skal der fjernes en bjælke der højst sandsynligt er bærende. Den håber vi at man kan understøtte med stolper eller søjler i stedet. Men det får vi svar på inden længe.

Og i stuen har vi en lidt spøjs opbygning som sikkert også er en bærende konstruktion. Men hvis vi på en måde kan få opbygningen med de gule mursten fjernet vil det pynte på stuen. Alternativt så pudser vi dem og maler det evt. hvidt.
I baggrunden ses vores pejs hvor vi overvejer at få monteret en pejseindsats. Tanken om at kunne bruge pejsen uden at skulle have åben ild tiltaler os og vil være værd at ofre en del på. Det bliver et at sommerens projekter, da det gerne skal stå klart inden efteråret.

Og så lige en video mere. Der skal jo lidt skærmtræning til, hvis der skal flere videoer på bloggen i fremtiden 😀
Denne er en kort lille video om værkstedet på Bakkegården. Vi har tidligere vist billeder at maskinerne der fulgte med da vi købte huset, og værkstedet er i det hele taget ret stort. Men det vigtige hjørne bliver der hvor værkstedsbordet og alt værktøjet er placeret.
Det bliver et lille projekt i sig selv at få det indrettet og gjort helt perfekt.

Standard
Blandet, Crossfit, Fornyelse, Høns, Værkstedet

Påske og dejlige fridage

Som nævnt i sidste uge så er vi i gang med at planlægge projekt hønsehus. Huset er tegnet og materialerne er på lager nu. Det eneste der mangler er de 4 hjørnestolper og det volierenet der skal beskytte hønsene mod ræven og rotterne.

Der er en dejlig duft af træ i værkstedet nu – præcis som det skal være. Faktisk er der blevet ryddet op og indrettet lidt mere i værkstedet nu, så det endelig begynder at få den der hyggelige stemning som der skal være. Det er der ikke billeder af, for så spændende er det heller ikke. Men der er til gengæld lidt billeder af de maskiner som fylder værkstedet. Der står 4 maskiner som fulgte med da vi købte huset, og faktisk er jeg lidt i tvivl om deres funktioner. Men det drejer sig om en tykkelseshøvl, kehlemaskine, afretter med langhulsbor samt rundsav med tilhørende rullebord. Rullebordet har jeg bare ikke fundet endnu.
Her er rundsaven og kehlemaskinen:

Tykkelseshøvlen har jeg haft i gang, men den jeg er lidt i tvivl om hvordan man indstiller. Afretteren har jeg ikke haft liv i endnu, for der skal flyttes en motor fra en af de andre maskiner eller monteres en reservemotor der står på loftet.
Men lige p.t. er rundsaven den vigtigste når hønsehuset skal bygges.

Forresten så var vi på tuskemarked i Vig i går, og der blev gjort lidt gode indkøb både til værksted og huset.
Et par gamle varmelamper skal renoveres og bruges over værkstedsbordet, mens den lille blå sorteringskasse mindede mig om dem min far havde på sit værksted da jeg var barn. Den skal få en fin plads på væggen, så der kan komme styr på skruerne.
Den gamle sav er ren udsmykning og har allerede fået en plads væggen. Der kommer den til at hænge sammen med en gammel langhøvl som vi købte i en genbrugsbutik i Ringsted sidste år.

Værkstedet blev også ryddet for træningsudstyr, som indtil nu har været opbevaret derude fordi vores træningsrum ikke helt er blevet indrettet så hurtigt som vi håbede. Som tidligere nævnt så er det endt med at blive et større projekt hvor loftet skal rives ned og føres til kip. Det gør så at det nyindkøbte gummigulv og stativet til div. øvelser stadig ikke er pakket ud fordi det vil tage endnu mere af den højde som vi i forvejen ikke har for meget af derinde
Men i dag blev det hele flyttet ind i træningslokalet hvor det må opbevares i et hjørne indtil vi kommer videre med det projekt.

Der har været besøg i haven i denne uge. Godt nok ikke første gang vi har set dem.
Bambierne var tilbage og denne gang fik vi nogle rimelige billeder af dem. De kommer ude fra markerne og går gennem vores have og skov.

I sidste uge viste vi billeder af det sorte egern som vi havde hørt skulle bo i haven. De tidligere ejere fortalte også at der boede et rødt egern, og i påsken dukkede det op for første gang. Her ved foden af æbletræet og derefter i toppen af grantræet.

Vi har derfor været ude og opsætte take-away bar til Pippi og Egon Egern. Allerede dagen efter var huset tømt for nødder.

Udover de vilde dyr, har vi også fået et ekstra 4-benet indenfor i påsken. Vi passer denne lille fyr. Daffy er navnet:

Det har været rigtig sjovt at se ham blive en del af flokken. Vores tre katte har taget godt i mod ham og de seneste dage er han endda blevet vasket af et par af vores. Det betyder vist “Velkommen til familien” på kattesprog 😀
Og han har lært i sær Riffe en del unoder som at hoppe fra skab til skab og forsøge at lave parkour op af vægge og sofaer. At Riffe så er for tung i røven til at følge med er en anden sag 😀 Men her ta’r de en pause fra balladen:

I soveværelset bliver der stadig spartlet og der er også blevt forsøgt filtset en smule.
På den ene væg opdagede jeg et større område der ikke hæftede ordentligt, så der måtte laves en reparation:

Men tre af væggene er nu fuldspartlet tre gange, og kun den sidste mangler. Det er også den værste, for der er både to vinduer og to radiatorer. Men det skal nok blive godt. Derefter skal alt filtses eller pudses…eller begge dele. Det må tiden vise.

I stuen er det spisebord som vi købte af de tidligere ejere blevet malet og stillet tilbage på sin plads. Nu mangler vi bare at få købt nogle lækre stole der passer til bordet.

Jeg ville gerne have nået at fortælle lidt om Bakkegårdens nyeste projekt (som om vi ikke har gang i nok :D). Men det må blive i næste uge. Kan røbe at det handler om en pejs der måske ikke er helt så ubrugelig som vi først troede.

Lidt billeder fra Bakkegården – foråret begynder at vise sig.

Robin må IKKE ligge på køkkenbordet…men det er alligevel for fristende, når solen bager så skønt:

Den her kasse passer da perfekt!

Kig i øvrigt med på Instagram hvis ikke du har været forbi allerede
Link findes øverst under punktet “connect”

Standard