Værkstedet

Så kom foråret endelig!

Weekenden bød på den første kop kaffe på gårdspladsen i lørdags. Noget vi har set meget frem til.
At sidde i total stilhed og bare nyde udsigten ud over markerne og synet af vores dejlige hus, er en af de ting vi glædet os ekstremt meget til. Og i weekenden var der endelig vejr til det

Men der er selvfølgelig også sket lidt på renoveringsprojektet i soveværelset. Faktisk kan vi endelig sige at fuldspartlingen er overstået. Hvert fald selve spartelarbejdet. Der kommer så lidt ekstra pletspartling, slibning og filtsning før vi kan begynde på opsætningen af filt og afsluttende maling.
Vi har faktisk lavet en lille film og håber det kan blive noget vi gør mere af fremover.


Alle lister er også blevet afmonteret og vil blive skiftet ud. Dvs. at vi både lægger nyt gulv, skifter fodlister og lister omkring døre og vinduer, skifter stikkontakter og fuldspartler som sagt hele værelset. Det bliver et fantastisk rum når det er færdigt.

Når soveværelset er færdigt har vi et par andre projekter der skal i gang, og i den forbindelse skal vi have en ingeniør på besøg. I det lokale hvor vi vil indrette crossfit træningsrum skal der fjernes en bjælke der højst sandsynligt er bærende. Den håber vi at man kan understøtte med stolper eller søjler i stedet. Men det får vi svar på inden længe.

Og i stuen har vi en lidt spøjs opbygning som sikkert også er en bærende konstruktion. Men hvis vi på en måde kan få opbygningen med de gule mursten fjernet vil det pynte på stuen. Alternativt så pudser vi dem og maler det evt. hvidt.
I baggrunden ses vores pejs hvor vi overvejer at få monteret en pejseindsats. Tanken om at kunne bruge pejsen uden at skulle have åben ild tiltaler os og vil være værd at ofre en del på. Det bliver et at sommerens projekter, da det gerne skal stå klart inden efteråret.

Og så lige en video mere. Der skal jo lidt skærmtræning til, hvis der skal flere videoer på bloggen i fremtiden 😀
Denne er en kort lille video om værkstedet på Bakkegården. Vi har tidligere vist billeder at maskinerne der fulgte med da vi købte huset, og værkstedet er i det hele taget ret stort. Men det vigtige hjørne bliver der hvor værkstedsbordet og alt værktøjet er placeret.
Det bliver et lille projekt i sig selv at få det indrettet og gjort helt perfekt.

Standard