Fornyelse, Haven

Når maskinerne svigter…

Nogle gange kan det godt betale sig at være stædig. Det fik vi hvert fald bekræftet efter weekendens udfordringer.

Vi havde planlagt at fjerne en stor busk, og som vi nævnte i seneste indlæg så anede vi ikke hvad det var. Egentlig talte vi om at evt. flytte roden til en anden placering. Det skulle vise sig at være en morsom tanke.

Da vi kastede os over busken tidligt om morgenen, udstyret med en bajonetsav og en spade, var vi optimistiske og sikre på at det nok ville være overstået ved middagstid. Man må sige at vi virkelig undervurderede den her opgave.

Bajonetsaven gjorde et godt stykke arbejde på den del af busken der stak op over jorden og efter et par timer var vi faktisk nede ved roden. Vi gravede derefter ud hele vejen rundt om rodklumpen og forsøgte at få savet den løs. Det skulle så vise sig at roden var en sammenfiltret nærmest massiv klump, som bajonetsaven ganske enkelt ikke kunne håndtere.

Vi besluttede os for at købe en kædesav og kørte direkte ud for at hente den. Det blev weekendens dårligste investering. Om det var for billig en model eller om man ikke skal bruge en kædesav i et jordhul, det ved jeg ikke. Men efter to snit og ca. 10 min. arbejde var saven gået i stykker.

Efter flere timers forsøg på at reparere den, var det efterhånden blevet tid til aftensmad. Jeg måtte opgive kampen mod roden, og erkende at der ingen hjælp var at hente hos kædesaven. Den står nu og griner af mig på værkstedsbordet.
Og netop tanken om den fik mig til at gribe en økse søndag eftermiddag og afreagere godt og grundigt på den flabede rodklump. Den havde stået ude foran vores soveværelsesvindue siden fredag, som en påmindelse om vores nederlag. Nu kunne det være nok. Efter ca. 1 times hårdt arbejde med øksen løftede jeg det sidste stykke rod mod himlen og havde næsten lyst til at brøle et sejrsbrøl.

Busk og rod er væk, og vi kan nu fokusere på at få sat stolper til hønsehuset.

Men kædesaven var ikke den eneste maskine der spildte vores tid denne weekend. Vi ville have havetraktoren på græs for første gang, da græsset den seneste uge er skudt voldsomt afsted. Men selvom traktoren startede fint, så fik jeg bare ikke rigtig gang i knivene under maskine. Jeg har ikke det mindste forstand på havetraktorer så det var noget med at skrue og banke lidt tilfældige steder. Jeg fandt ud af at drivremmen var for slap og det var der problemet lå. Efter at have forsøgt at finde en justeringsmøtrik og smøre det meste af havetraktoren ind i olie, var der noget der langt om længe gav sig og faldt på plads. Det viste sig at den gamle fyr bare trængte til smørelse. Derefter fik vi klippet hele haven for første gang.

Men den gamle traktor ser ikke ud til at være blevet vedligeholdt i årevis, så min plan er at finde en manual og give traktoren den helt store tur.

I soveværelset fik vi sat filt op på alle vægge. Egentlig havde vi afsat 3 dage til det, men det blev faktisk helt færdigt på en enkelt dag. Det betyder at vi kan få malet i denne uge og være klar til at lægge gulv i weekenden.

Mht. filt, som var endnu en ting vi aldrig har prøvet, så lærte vi at man skal prioritere nogle enkelte ting for at få et pænt resultat. Vores første fejl var at vi forsøgte at trække filten direkte ud fra rullen og klistre det på væggen før vi skar det på stedet. Det var umuligt at styre og snittene blev alt for upræcise. Vi satte så et skærebord op og skar filtbanerne på målet plus 5 cm. Det var langt lettere at håndtere og skære til når banen var limet op. En anden ting er at det letter opsætningen hvis man bruger godt med klister. For lidt klister kan både give lommer hvor filten ikke hæfter, men i sær på de udvendige hjørner er det lettere at få det til at ligge tæt hvis limen nærmest gennemvæder filten.

Derefter gik det som en leg med opsætning og resultatet er rigtig fint.

Gulvet er også blevet hentet og vi er som sagt klar til at lægge det så snart malerarbejdet er færdigt.
Utroligt hvad der kan være i en polo 😀

Det er også blevet lavet en masse i haven. Skvalderkålen er åbenbart gået til angreb og vi fik slået godt igen. Både med græsklipningen men også ved at luge godt ud i nogle områder hvor vi vil anlægge bede. Bl.a. er nogle brombærbuske blevet fjernet og flyttet ind i skoven, hvor vi planlægger at anlægge en brombærsti.

I denne uge får vi i øvrigt masser af planter hjem til haven, som skal plantes ud i den kommende weekend. Både for at kvæle skvalderkålen, men også for at skabe noget fylde forskellige steder i haven og bunddække i skoven.

Men med 5 dages fri fra på torsdag, satser vi på at få malet soveværelset færdigt, lagt gulvet og monteret lister og nye stikkontakter.
Udover det skal der ske en masse i haven også.

Standard
Crossfit, Fornyelse, Haven

Hvis bare weekenden var lidt længere…

Med over 250 kvm hus, et træpillefyr som man stadig ikke er helt dus med, et alarmsystem der også smådriller lidt, samt alle de små ting der følger med som husejer, så når man ikke at lave så meget i det soveværelse der skal totalrenoveres, når man samtidig først er hjemme fra arbejde ved 17-18 tiden hver dag…
Men lidt er der blevet lavet her i weekenden, selvom vi havde familiebesøg det meste af lørdagen.

Søndag fik vi spartlet og slebet lidt på væggene i soveværelset. Det sidste pletspartling blev ordnet og vi fik spartlet både på den kvadratmeter hvor en del af det gamle puds var faldet ned, og i det hjørne hvor der er noget fugtudtræk der skal forsøges bremset. Det er en speciel spartelmasse der skal bruges til det, og den koster ca. 10 gange så meget som den almindelige. Tilgengæld er der ingen garanti for at det virker…


Men nu er der næsten klar til fuldspartling. Noget som vi efterhånden er ret optimistiske omkring, selvom det var temmelig angstprovokerende da vi måtte erkende at det var eneste løsning. Men det bliver helt sikkert godt.
Vi har også besluttet os for at alle stikkontakter skal udskiftes…og så kunne vi ligeså godt skifte fodpanelerne når vi var i gang. Så soveværelset ender nærmest med at blive renoveret fra gulv til loft.
Apropos gulv, så er vi næsten blevet enige om at det hverken bliver gulvtæppe eller laminat, men derimod et plankegulv. Det skal vi ud og se på i næste weekend.

Udover soveværelset, så fik vi også klemt en crossfit-træning ind. Selvom vi slet ikke træner på det niveau som vi gjorde inden vi flyttede, så prøver vi at holde formen ved lige ved at lave de øvelser det er mulige med begrænset udstyr og begrænset lofthøjde. Men det projekt er også noget der hele tiden spøger, og vi taler en del om mulighederne for at få skabt den lofthøjde som er nødvendig. Nu må jeg snart ha’ fundet lommelygten frem så jeg kan komme på loftet og inspicere…så krydser vi fingre for at der kun er minimale overraskelser deroppe.

Det der træpillefyr som vi tidligere har nævnt er stadig lidt en udfordring. Nu skulle det pludselig kalibreres. Kalibreres?? Frem med brugervejledningen igen. Jojo, det stod der godt nok. Men det tog stadig det meste af ugen før det lykkedes at få det gjort rigtigt.
Der er stadig justeringer der ikke sidder helt som de skal, men det er sådan noget man kan gå og “hygge” sig med når man ikke har andet at lave…

Og når vi nu taler om varme og besparelser, så blev lidt for mange timer af søndagen brugt på at installere sådan en fyr her:

Tanken om at kunne tilpasse temperaturen efter hvornår vi er hjemme, er ret tiltalende. Desværre så virker det bare til at denne “smart termostat” ikke er så smart når det kommer til programmeringen…eller så er det mig der ikke er så smart.
Det er hvert fald ikke lykkedes at få den til at køre, så der skal bruges lidt mere tid på installeringen.
Men lykkedes det så vil det være super smart at kunne indstille temperaturen ca. 3 grader lavere i de mange timer vi er ude af huset i dagstimerne, og det må da for pokker kunne ses på varmeregnskabet.

Og så til søndagens helt store succesoplevelse. Den gamle havetraktor som vi fik forhandlet med da vi købte huset, kom endelig, hostende og spruttende, til live igen. Da det punkterede hjul var blevet pumpet blev traktoren prøvekørt rundt om huset.

I  et fjernt hjørne af vores grund stødte vi på en gammel, også punkteret, vogn der kunne monteres på traktoren. Den havde stået under nogle træer i hvad der så ud til at være flere år. Da den først var blevet trukket ud viste det sig at den gode Niels som vi købte huset af, havde lavet et finurligt pladesystem der fungerede som ekstra høje sider på vognen. De var dog kollapset og trængte til et par småreparationer. Men da vognen var rengjort og pumpet, var den faktisk klar til at blive sat i arbejde.

En mand og hans havetraktor…

De mange blade fra gårdspladsen blev kørt op til vores lille losseplads. Dog er det ikke sikkert de skal til genbrugspladsen. Planen er faktisk at prøve at kompostere bladene ved at opbevare dem i plasticsække med huller i. Om det bliver en succes må tiden vise. Ellers er der også den mulighed at vi kører dem over med plæneklipperen og smider resterne i komposten…når vi har fået bygget sådan en.

Der blev også tid til at plante indflytningsgaverne ud fra familien. Påskeliljer en masse. Vi fjernede en større installation fra gårdspladsen, som højst sandsynligt havde været brugt i forbindelse med havearbejde. Men den skæmmede lidt pladsen, så væk er den nu.
I stedet har vi placeret den store zinkbalje og mælkejunge vi fik i gave midt i gåden.

Nå, men eftersom vi ikke fik lavet helt så meget i soveværelset denne weekend, så skal der nok laves lidt i løbet af ugen.
Lørdag står den på familiebesøg fra jylland og en tur ud at se på trægulve. Søndag mere familiebesøg og så er den weekend gået.

Men heldigvis har vi ingen tidsfrist, så det må tage den tid det nu engang skal. Der skal jo også være tid til at slappe af 🙂

Husk at kigge med på vores Instagram. Du finder direkte link øverst på siden under “connect” symbolet.

Standard