Blandet, Fornyelse, Haven, Høns

Sov sødt, lille Egon

Sommervejret buldrer afsted og vi får lavet en masse i haven. Der bliver stadig kæmpet med skvalderkål, og nyeste våben er en ny kanttrimmer og en plæneklipper så vi kan komme til de steder hvor havetraktoren er for stor.
Desværre er de smukke japanske kirsebærtræer allerede ved at afblomstre. Men så må man nyde den fine lyserøde indkørsel 😀

De sidste detaljer i soveværelset bliver ordnet i denne uge, så værelset kan tages i brug fredag. Det bliver helt fantastisk at kunne flytte ind i det første totalrenoverede værelse i huset. Stikkontakterne er udskiftet og der mangler nu kun lister i loftet og lidt fugearbejde.
Her hjælper Daffy til med lidt moralsk opbakning 😀

Projekt hønsehus er også i fuld gang, og sidste weekend blev brugt på at støbe stolpesko og rejse stolper. Hos familien hentede vi skifersten der skal bruges til taget.

Vi fik også støbt stolpesko og rejst stolperne, og bygyndt så småt med gulvrammen. Planen er at montere plader på undersiden af gulvrammen, isolere og derefter lægge gulvpladerne.

Som nævnt i seneste indlæg så er der nu flyttet nye katte ind på Bakkegården. De hedder Sally og Samson og er vildkatte.
De kommer nok næppe til at ville kæles med da de har været udsat for grusomheder der kan være svære at forstå. Men lige p.t. bor de på vores gæsteværelse, og planen er så at indrette et rum bag vores carport hvor de skal bo.
De vil få et isoleret hus med plads til 2, og vi vil fodre dem dagligt selvom de sikkert vil leve godt af mus m.m.
Huset vinder måske ingen priser for arkitektur eller det byggetekniske. Men der er egen indgang, virkelig meget isolering og tagterrasse.

Men desværre har Bakkegården også mistet to dyr i denne uge 🙁 Først fandt vi én af fasanerne uden hoved under havetraktoren, og i dag fandt vi Egon Egern ude på vejen. Han var stadig varm efter at være blevet ramt af en bil.

Selvom det er fantastisk med alt det dyreliv man oplever herude, så er der også en brutal virkelighed når man finder dyrene døde. Der bliver man minder om at man nok stadig er byboer inde bagved.
Så glæder vi os ekstra meget over beslutningen om at vores katte skal være indekatte.

Riffe

Fætter Daffy

Standard
Blandet, Fornyelse, Haven

Lyserøde træer og masse af sol

I morges da vi stod op blev vi mindet om hvorfor det nu var vi flyttede fra Amager til Bakkegården. Solen skinnede i haven og det frøste vi fik øje på var det røde egern der hoppede rundt på den nyklippede græsplæne.
Pludselig var der to, og derefter kom en af fasanerne pilende henover græsset.Efter morgenkaffe på gårdpladsen gik vi selv i haven for at få ordnet det sidste græsklipning og noget mere udplantning. Der er blevet plantet en masse ud og fjernet endnu mere ukrudt. Planen er at få afgrænset ukrudtet med noget der er lidt mere spændende en skvalderkål.

Og endelig sprang vores 6 japanske kirsebærtræer ud. Vi synes efterhånden de var sprunget ud alle andre steder end hos os, men lørdag var det vores tur. Så er det med at få taget nogle billeder, før det er slut.

Der er ikke blevet skrevet så meget på bloggen de seneste uger, men det er bestemt ikke fordi der ikke er noget at skrive om. Der er sket en masse på Bakkegården. Faktisk så meget at der ikke har været tid til at skrive om det.
Men i sidste weekend blev der lagt gulv i soveværelset og fodlister + gericter og nye stikkontakter blev monteret, Vi fik også gang i vores flisproduktion. Det har jeg ikke fået taget billeder af endnu…og det virker måske egentlig heller ikke særligt spændende. Men vi er begejstrede for det, både fordi flis kan bruges til en helt masse forskelligt, men bestemt også fordi det betyder at vi ikke skal på genbrugspladsen med læssevis af haveaffald. Det skal ikke undervurderes.

Og så blev der endelig skiftet til sommerdæk, så mange bilen bare at blive vasket.
Heldigvis er der lang weekend fra på onsdag, så der skal der (måske) vaskes bil, beskæres lidt træer i haven, og ikke mindst startes op på projekt hønsehus. Nu bliver soveværelset gjort helt færdigt med de sidste lister og fuger i løbet af ugen, og vi kan flytte ind torsdag eller fredag. Det bliver en milepæl i vores nye hus.

Lidt kattebilleder skal der også være plads ti…og måske flytter der snart nye misser ind på Bakkegården 😀

Standard
Fornyelse, Haven

Når maskinerne svigter…

Nogle gange kan det godt betale sig at være stædig. Det fik vi hvert fald bekræftet efter weekendens udfordringer.

Vi havde planlagt at fjerne en stor busk, og som vi nævnte i seneste indlæg så anede vi ikke hvad det var. Egentlig talte vi om at evt. flytte roden til en anden placering. Det skulle vise sig at være en morsom tanke.

Da vi kastede os over busken tidligt om morgenen, udstyret med en bajonetsav og en spade, var vi optimistiske og sikre på at det nok ville være overstået ved middagstid. Man må sige at vi virkelig undervurderede den her opgave.

Bajonetsaven gjorde et godt stykke arbejde på den del af busken der stak op over jorden og efter et par timer var vi faktisk nede ved roden. Vi gravede derefter ud hele vejen rundt om rodklumpen og forsøgte at få savet den løs. Det skulle så vise sig at roden var en sammenfiltret nærmest massiv klump, som bajonetsaven ganske enkelt ikke kunne håndtere.

Vi besluttede os for at købe en kædesav og kørte direkte ud for at hente den. Det blev weekendens dårligste investering. Om det var for billig en model eller om man ikke skal bruge en kædesav i et jordhul, det ved jeg ikke. Men efter to snit og ca. 10 min. arbejde var saven gået i stykker.

Efter flere timers forsøg på at reparere den, var det efterhånden blevet tid til aftensmad. Jeg måtte opgive kampen mod roden, og erkende at der ingen hjælp var at hente hos kædesaven. Den står nu og griner af mig på værkstedsbordet.
Og netop tanken om den fik mig til at gribe en økse søndag eftermiddag og afreagere godt og grundigt på den flabede rodklump. Den havde stået ude foran vores soveværelsesvindue siden fredag, som en påmindelse om vores nederlag. Nu kunne det være nok. Efter ca. 1 times hårdt arbejde med øksen løftede jeg det sidste stykke rod mod himlen og havde næsten lyst til at brøle et sejrsbrøl.

Busk og rod er væk, og vi kan nu fokusere på at få sat stolper til hønsehuset.

Men kædesaven var ikke den eneste maskine der spildte vores tid denne weekend. Vi ville have havetraktoren på græs for første gang, da græsset den seneste uge er skudt voldsomt afsted. Men selvom traktoren startede fint, så fik jeg bare ikke rigtig gang i knivene under maskine. Jeg har ikke det mindste forstand på havetraktorer så det var noget med at skrue og banke lidt tilfældige steder. Jeg fandt ud af at drivremmen var for slap og det var der problemet lå. Efter at have forsøgt at finde en justeringsmøtrik og smøre det meste af havetraktoren ind i olie, var der noget der langt om længe gav sig og faldt på plads. Det viste sig at den gamle fyr bare trængte til smørelse. Derefter fik vi klippet hele haven for første gang.

Men den gamle traktor ser ikke ud til at være blevet vedligeholdt i årevis, så min plan er at finde en manual og give traktoren den helt store tur.

I soveværelset fik vi sat filt op på alle vægge. Egentlig havde vi afsat 3 dage til det, men det blev faktisk helt færdigt på en enkelt dag. Det betyder at vi kan få malet i denne uge og være klar til at lægge gulv i weekenden.

Mht. filt, som var endnu en ting vi aldrig har prøvet, så lærte vi at man skal prioritere nogle enkelte ting for at få et pænt resultat. Vores første fejl var at vi forsøgte at trække filten direkte ud fra rullen og klistre det på væggen før vi skar det på stedet. Det var umuligt at styre og snittene blev alt for upræcise. Vi satte så et skærebord op og skar filtbanerne på målet plus 5 cm. Det var langt lettere at håndtere og skære til når banen var limet op. En anden ting er at det letter opsætningen hvis man bruger godt med klister. For lidt klister kan både give lommer hvor filten ikke hæfter, men i sær på de udvendige hjørner er det lettere at få det til at ligge tæt hvis limen nærmest gennemvæder filten.

Derefter gik det som en leg med opsætning og resultatet er rigtig fint.

Gulvet er også blevet hentet og vi er som sagt klar til at lægge det så snart malerarbejdet er færdigt.
Utroligt hvad der kan være i en polo 😀

Det er også blevet lavet en masse i haven. Skvalderkålen er åbenbart gået til angreb og vi fik slået godt igen. Både med græsklipningen men også ved at luge godt ud i nogle områder hvor vi vil anlægge bede. Bl.a. er nogle brombærbuske blevet fjernet og flyttet ind i skoven, hvor vi planlægger at anlægge en brombærsti.

I denne uge får vi i øvrigt masser af planter hjem til haven, som skal plantes ud i den kommende weekend. Både for at kvæle skvalderkålen, men også for at skabe noget fylde forskellige steder i haven og bunddække i skoven.

Men med 5 dages fri fra på torsdag, satser vi på at få malet soveværelset færdigt, lagt gulvet og monteret lister og nye stikkontakter.
Udover det skal der ske en masse i haven også.

Standard
Blandet, Fornyelse, Haven

Lidt inde og lidt ude

Vi har været i haven og plantet hindbærbuske. Den ene er en efterårshindbær. De bliver plantet i hver sin ende af haven, og i forskellige typer jord. Vi ved nemlig ikke rigtig hvordan jorden i haven er i forhold til at dyrke ting. Ved den ene busk var det ret leret, mens det ved den anden virkede som god sund muld.

Og så er der målt op til hønsehus og hønsegård. Selvfølgelig viste det sig at den bedste placering var lige midt i en kæmpe uidentificeret busk. Selvom vi ikke ved hvad det er, så må den nok lade livet. Vi vil nemlig gerne have hønsehuset trukket helt ind i kanten af skoven, så det nærmest falder i et med skoven.
For 2 flasker rødvin er der indkøbt skifersten til taget, så vores høns kan komme til at bo i skovens fineste hus (og eneste).

Så håber vi at hønsene ikke skræmmer ham her væk:

Vores ene egern var på besøg et par gange i den her uge. Vi fik også en lille film af ham.

Vi kan ikke helt finde ud af om det er ham eller skovskaderne (eller begge) der spiser mandlerne i det lille foderhus.

Og faktisk fik vi senere en film af begge egern på samme tid. Desværre gik de forgæves i foderhuset, da vi egentlig ikke troede de brugte det. Men nu er der fyldt op til dem igen…og de har tømt det igen 😀

Udover Pippi og Egon Egern fik vi også besøg af den her halvstore fyr:

I sidste weekend blev vi færdige med fuldspartling i soveværelset, og i denne weekend blev alle vægge slebet. Jeg forsøgte egentlig at filtse dem, men syntes faktisk ikke det gav den store effekt. Jeg vil mene at den del sagtens kunne have været undladt.
Resultatet er blevet rigtig fint og væggene virker klar til grunding og derefter filt og maling.
Vi fik købt malingen og bestilt gulvet i dag.

Kattehygge

Standard
Blandet, Haven, Høns

Hønsehus!! Og en masse dyr.

Nu er tiden kommet til at det der projekt hønsehus skal søsættes. Vi har længe talt om at vi vil have høns allerede i vores første sommer i huset.
Vi har også talt om at hønsehuset var noget vi selv ville bygge, så vi kan få det præcist som vi ønsker. Det betyder så også at vi nu bliver nødt til at komme i gang med det, selvom der er andre projekter der hverken helt eller halvt færdige. men vi tænker at det vil være fint at kunne veksle mellem et udendørsprojekt og de forskellige indendørsprojekter, alt efter hvordan vejret er.
En del af hønsehuset kan jo også produceres i værkstedet og derefter flyttes ud.

Nå, men tanken er at vi vil bygge et hus på ca. 1½ x 3 m. Hvor stor hønsegården skal være har vi ikke lige talt om endnu. Men det er også mindre vigtigt, da hønsene så vidt muligt skal gå frit i haven.
Huset skal bygges på 4 stolper ca. 75 cm over jorden. På den måde får huset en fin arbejdshøjde i forhold til at åbne og rengøre. Idéen med et aflangt hus er nemlig at man dermed skal kunne rengøre det udefra ved at åbne den ene side. Udover det giver huset så et skyggeområde til hønsene.
Det projekt starter op indenfor den nærmeste fremtid, så snart vejret er til det og materialerne er hjemme.

Projekt soveværelse går stille og roligt fremad. Ca. halvdelen er nu fuldspartlet 3 gange, og så mangler der bare den sidste halvdel + finpudsning af alle vægge, inden filten kan sættes op og der kan males. Godt der snart er påske med en masse dejlige fridage. Der skal gerne rykkes lidt igennem med noget effektivt arbejde, så vi snart kan komme videre i processen.

Den seneste uge har stået lidt i dyrenes tegn. Vi har haft besøg af, hold nu fast, de sædvanlige mange fugle, som solsorte, skovskader, alm. skader og små pipfyre som jeg ikke ved hvad hedder. Men vores spætte har også været forbi. Udover det så har vi fået en fast beboer sammen med hans to damer:

Fasanen kommer dagligt forbi, og faktisk er vi lidt i tvivl om han nogensinde forlader haven. Han er der om morgenen når vi står op og om aftenen når vi går i seng. Man kan altid høre lyden af Fissan Fasan der skråler et sted i haven, som om nogen har trukket ham i halen.
Og damerne danser han for, så måske kommer der små skrålhalse inden længe.

Nå videre. Vi har også for første gang set det egern som vi havde hørt boede i haven. Her er han:

Det er bestemt ikke let at få et skarpt billede af Egon Egern. Men et par halvgrumsede billeder blev det da til. Vi håber at Egon vil efterlade bare en smule af valnødderne på det store valnøddetræ. Men han har nok mere brug for dem end os, så vi må se hvad der er tilbage når han har spist.

Ørne har vi også besøg af næsten dagligt. De jager på markerne omkring os, og bruger vores træer som udkigsposter. De aner slet ikke at de selv bliver overvåget 😀

Og så den store; vi vidste de var her. Men vi har ikke set skyggen af dem. Før i går. 3 små rådyr…dådyr?? Jeg aner ikke hvad forskellen er. Men de var der og gik igennem skoven og ud på den anden side. Dem håber jeg at vi kommer til at se mere til i den nærmeste tid.

Forresten så jeg også for første gang den kat som vi har set spor efter ved carporten. Jeg så lige akkurat ryggen af den inden den smuttede ind bag bilen.
Og endnu en kat:

Det her er Daffy. Han er 4 måneder og skal passes hos os fra på fredag. Han var på besøg i søndags, for at hilse på vores 3 sorte trolde og det tog de alle ret pænt. Daffy hvæsede lidt da han blev omringet, og det kan man jo godt forstå. Men de 3 andre undrede sig vist bare over hvad det var for en mærkelig lyd.


Det bliver rigtig hyggeligt med 4 katte fra på fredag 😀

Og lige lidt stemningsbilleder fra ugen der gik:

 

Standard
Crossfit, Fornyelse, Haven

Hvis bare weekenden var lidt længere…

Med over 250 kvm hus, et træpillefyr som man stadig ikke er helt dus med, et alarmsystem der også smådriller lidt, samt alle de små ting der følger med som husejer, så når man ikke at lave så meget i det soveværelse der skal totalrenoveres, når man samtidig først er hjemme fra arbejde ved 17-18 tiden hver dag…
Men lidt er der blevet lavet her i weekenden, selvom vi havde familiebesøg det meste af lørdagen.

Søndag fik vi spartlet og slebet lidt på væggene i soveværelset. Det sidste pletspartling blev ordnet og vi fik spartlet både på den kvadratmeter hvor en del af det gamle puds var faldet ned, og i det hjørne hvor der er noget fugtudtræk der skal forsøges bremset. Det er en speciel spartelmasse der skal bruges til det, og den koster ca. 10 gange så meget som den almindelige. Tilgengæld er der ingen garanti for at det virker…


Men nu er der næsten klar til fuldspartling. Noget som vi efterhånden er ret optimistiske omkring, selvom det var temmelig angstprovokerende da vi måtte erkende at det var eneste løsning. Men det bliver helt sikkert godt.
Vi har også besluttet os for at alle stikkontakter skal udskiftes…og så kunne vi ligeså godt skifte fodpanelerne når vi var i gang. Så soveværelset ender nærmest med at blive renoveret fra gulv til loft.
Apropos gulv, så er vi næsten blevet enige om at det hverken bliver gulvtæppe eller laminat, men derimod et plankegulv. Det skal vi ud og se på i næste weekend.

Udover soveværelset, så fik vi også klemt en crossfit-træning ind. Selvom vi slet ikke træner på det niveau som vi gjorde inden vi flyttede, så prøver vi at holde formen ved lige ved at lave de øvelser det er mulige med begrænset udstyr og begrænset lofthøjde. Men det projekt er også noget der hele tiden spøger, og vi taler en del om mulighederne for at få skabt den lofthøjde som er nødvendig. Nu må jeg snart ha’ fundet lommelygten frem så jeg kan komme på loftet og inspicere…så krydser vi fingre for at der kun er minimale overraskelser deroppe.

Det der træpillefyr som vi tidligere har nævnt er stadig lidt en udfordring. Nu skulle det pludselig kalibreres. Kalibreres?? Frem med brugervejledningen igen. Jojo, det stod der godt nok. Men det tog stadig det meste af ugen før det lykkedes at få det gjort rigtigt.
Der er stadig justeringer der ikke sidder helt som de skal, men det er sådan noget man kan gå og “hygge” sig med når man ikke har andet at lave…

Og når vi nu taler om varme og besparelser, så blev lidt for mange timer af søndagen brugt på at installere sådan en fyr her:

Tanken om at kunne tilpasse temperaturen efter hvornår vi er hjemme, er ret tiltalende. Desværre så virker det bare til at denne “smart termostat” ikke er så smart når det kommer til programmeringen…eller så er det mig der ikke er så smart.
Det er hvert fald ikke lykkedes at få den til at køre, så der skal bruges lidt mere tid på installeringen.
Men lykkedes det så vil det være super smart at kunne indstille temperaturen ca. 3 grader lavere i de mange timer vi er ude af huset i dagstimerne, og det må da for pokker kunne ses på varmeregnskabet.

Og så til søndagens helt store succesoplevelse. Den gamle havetraktor som vi fik forhandlet med da vi købte huset, kom endelig, hostende og spruttende, til live igen. Da det punkterede hjul var blevet pumpet blev traktoren prøvekørt rundt om huset.

I  et fjernt hjørne af vores grund stødte vi på en gammel, også punkteret, vogn der kunne monteres på traktoren. Den havde stået under nogle træer i hvad der så ud til at være flere år. Da den først var blevet trukket ud viste det sig at den gode Niels som vi købte huset af, havde lavet et finurligt pladesystem der fungerede som ekstra høje sider på vognen. De var dog kollapset og trængte til et par småreparationer. Men da vognen var rengjort og pumpet, var den faktisk klar til at blive sat i arbejde.

En mand og hans havetraktor…

De mange blade fra gårdspladsen blev kørt op til vores lille losseplads. Dog er det ikke sikkert de skal til genbrugspladsen. Planen er faktisk at prøve at kompostere bladene ved at opbevare dem i plasticsække med huller i. Om det bliver en succes må tiden vise. Ellers er der også den mulighed at vi kører dem over med plæneklipperen og smider resterne i komposten…når vi har fået bygget sådan en.

Der blev også tid til at plante indflytningsgaverne ud fra familien. Påskeliljer en masse. Vi fjernede en større installation fra gårdspladsen, som højst sandsynligt havde været brugt i forbindelse med havearbejde. Men den skæmmede lidt pladsen, så væk er den nu.
I stedet har vi placeret den store zinkbalje og mælkejunge vi fik i gave midt i gåden.

Nå, men eftersom vi ikke fik lavet helt så meget i soveværelset denne weekend, så skal der nok laves lidt i løbet af ugen.
Lørdag står den på familiebesøg fra jylland og en tur ud at se på trægulve. Søndag mere familiebesøg og så er den weekend gået.

Men heldigvis har vi ingen tidsfrist, så det må tage den tid det nu engang skal. Der skal jo også være tid til at slappe af 🙂

Husk at kigge med på vores Instagram. Du finder direkte link øverst på siden under “connect” symbolet.

Standard