Værkstedet

Så kom foråret endelig!

Weekenden bød på den første kop kaffe på gårdspladsen i lørdags. Noget vi har set meget frem til.
At sidde i total stilhed og bare nyde udsigten ud over markerne og synet af vores dejlige hus, er en af de ting vi glædet os ekstremt meget til. Og i weekenden var der endelig vejr til det

Men der er selvfølgelig også sket lidt på renoveringsprojektet i soveværelset. Faktisk kan vi endelig sige at fuldspartlingen er overstået. Hvert fald selve spartelarbejdet. Der kommer så lidt ekstra pletspartling, slibning og filtsning før vi kan begynde på opsætningen af filt og afsluttende maling.
Vi har faktisk lavet en lille film og håber det kan blive noget vi gør mere af fremover.


Alle lister er også blevet afmonteret og vil blive skiftet ud. Dvs. at vi både lægger nyt gulv, skifter fodlister og lister omkring døre og vinduer, skifter stikkontakter og fuldspartler som sagt hele værelset. Det bliver et fantastisk rum når det er færdigt.

Når soveværelset er færdigt har vi et par andre projekter der skal i gang, og i den forbindelse skal vi have en ingeniør på besøg. I det lokale hvor vi vil indrette crossfit træningsrum skal der fjernes en bjælke der højst sandsynligt er bærende. Den håber vi at man kan understøtte med stolper eller søjler i stedet. Men det får vi svar på inden længe.

Og i stuen har vi en lidt spøjs opbygning som sikkert også er en bærende konstruktion. Men hvis vi på en måde kan få opbygningen med de gule mursten fjernet vil det pynte på stuen. Alternativt så pudser vi dem og maler det evt. hvidt.
I baggrunden ses vores pejs hvor vi overvejer at få monteret en pejseindsats. Tanken om at kunne bruge pejsen uden at skulle have åben ild tiltaler os og vil være værd at ofre en del på. Det bliver et at sommerens projekter, da det gerne skal stå klart inden efteråret.

Og så lige en video mere. Der skal jo lidt skærmtræning til, hvis der skal flere videoer på bloggen i fremtiden 😀
Denne er en kort lille video om værkstedet på Bakkegården. Vi har tidligere vist billeder at maskinerne der fulgte med da vi købte huset, og værkstedet er i det hele taget ret stort. Men det vigtige hjørne bliver der hvor værkstedsbordet og alt værktøjet er placeret.
Det bliver et lille projekt i sig selv at få det indrettet og gjort helt perfekt.

Standard
Blandet, Crossfit, Fornyelse, Høns, Værkstedet

Påske og dejlige fridage

Som nævnt i sidste uge så er vi i gang med at planlægge projekt hønsehus. Huset er tegnet og materialerne er på lager nu. Det eneste der mangler er de 4 hjørnestolper og det volierenet der skal beskytte hønsene mod ræven og rotterne.

Der er en dejlig duft af træ i værkstedet nu – præcis som det skal være. Faktisk er der blevet ryddet op og indrettet lidt mere i værkstedet nu, så det endelig begynder at få den der hyggelige stemning som der skal være. Det er der ikke billeder af, for så spændende er det heller ikke. Men der er til gengæld lidt billeder af de maskiner som fylder værkstedet. Der står 4 maskiner som fulgte med da vi købte huset, og faktisk er jeg lidt i tvivl om deres funktioner. Men det drejer sig om en tykkelseshøvl, kehlemaskine, afretter med langhulsbor samt rundsav med tilhørende rullebord. Rullebordet har jeg bare ikke fundet endnu.
Her er rundsaven og kehlemaskinen:

Tykkelseshøvlen har jeg haft i gang, men den jeg er lidt i tvivl om hvordan man indstiller. Afretteren har jeg ikke haft liv i endnu, for der skal flyttes en motor fra en af de andre maskiner eller monteres en reservemotor der står på loftet.
Men lige p.t. er rundsaven den vigtigste når hønsehuset skal bygges.

Forresten så var vi på tuskemarked i Vig i går, og der blev gjort lidt gode indkøb både til værksted og huset.
Et par gamle varmelamper skal renoveres og bruges over værkstedsbordet, mens den lille blå sorteringskasse mindede mig om dem min far havde på sit værksted da jeg var barn. Den skal få en fin plads på væggen, så der kan komme styr på skruerne.
Den gamle sav er ren udsmykning og har allerede fået en plads væggen. Der kommer den til at hænge sammen med en gammel langhøvl som vi købte i en genbrugsbutik i Ringsted sidste år.

Værkstedet blev også ryddet for træningsudstyr, som indtil nu har været opbevaret derude fordi vores træningsrum ikke helt er blevet indrettet så hurtigt som vi håbede. Som tidligere nævnt så er det endt med at blive et større projekt hvor loftet skal rives ned og føres til kip. Det gør så at det nyindkøbte gummigulv og stativet til div. øvelser stadig ikke er pakket ud fordi det vil tage endnu mere af den højde som vi i forvejen ikke har for meget af derinde
Men i dag blev det hele flyttet ind i træningslokalet hvor det må opbevares i et hjørne indtil vi kommer videre med det projekt.

Der har været besøg i haven i denne uge. Godt nok ikke første gang vi har set dem.
Bambierne var tilbage og denne gang fik vi nogle rimelige billeder af dem. De kommer ude fra markerne og går gennem vores have og skov.

I sidste uge viste vi billeder af det sorte egern som vi havde hørt skulle bo i haven. De tidligere ejere fortalte også at der boede et rødt egern, og i påsken dukkede det op for første gang. Her ved foden af æbletræet og derefter i toppen af grantræet.

Vi har derfor været ude og opsætte take-away bar til Pippi og Egon Egern. Allerede dagen efter var huset tømt for nødder.

Udover de vilde dyr, har vi også fået et ekstra 4-benet indenfor i påsken. Vi passer denne lille fyr. Daffy er navnet:

Det har været rigtig sjovt at se ham blive en del af flokken. Vores tre katte har taget godt i mod ham og de seneste dage er han endda blevet vasket af et par af vores. Det betyder vist “Velkommen til familien” på kattesprog 😀
Og han har lært i sær Riffe en del unoder som at hoppe fra skab til skab og forsøge at lave parkour op af vægge og sofaer. At Riffe så er for tung i røven til at følge med er en anden sag 😀 Men her ta’r de en pause fra balladen:

I soveværelset bliver der stadig spartlet og der er også blevt forsøgt filtset en smule.
På den ene væg opdagede jeg et større område der ikke hæftede ordentligt, så der måtte laves en reparation:

Men tre af væggene er nu fuldspartlet tre gange, og kun den sidste mangler. Det er også den værste, for der er både to vinduer og to radiatorer. Men det skal nok blive godt. Derefter skal alt filtses eller pudses…eller begge dele. Det må tiden vise.

I stuen er det spisebord som vi købte af de tidligere ejere blevet malet og stillet tilbage på sin plads. Nu mangler vi bare at få købt nogle lækre stole der passer til bordet.

Jeg ville gerne have nået at fortælle lidt om Bakkegårdens nyeste projekt (som om vi ikke har gang i nok :D). Men det må blive i næste uge. Kan røbe at det handler om en pejs der måske ikke er helt så ubrugelig som vi først troede.

Lidt billeder fra Bakkegården – foråret begynder at vise sig.

Robin må IKKE ligge på køkkenbordet…men det er alligevel for fristende, når solen bager så skønt:

Den her kasse passer da perfekt!

Kig i øvrigt med på Instagram hvis ikke du har været forbi allerede
Link findes øverst under punktet “connect”

Standard
Crossfit, Fornyelse, Haven

Hvis bare weekenden var lidt længere…

Med over 250 kvm hus, et træpillefyr som man stadig ikke er helt dus med, et alarmsystem der også smådriller lidt, samt alle de små ting der følger med som husejer, så når man ikke at lave så meget i det soveværelse der skal totalrenoveres, når man samtidig først er hjemme fra arbejde ved 17-18 tiden hver dag…
Men lidt er der blevet lavet her i weekenden, selvom vi havde familiebesøg det meste af lørdagen.

Søndag fik vi spartlet og slebet lidt på væggene i soveværelset. Det sidste pletspartling blev ordnet og vi fik spartlet både på den kvadratmeter hvor en del af det gamle puds var faldet ned, og i det hjørne hvor der er noget fugtudtræk der skal forsøges bremset. Det er en speciel spartelmasse der skal bruges til det, og den koster ca. 10 gange så meget som den almindelige. Tilgengæld er der ingen garanti for at det virker…


Men nu er der næsten klar til fuldspartling. Noget som vi efterhånden er ret optimistiske omkring, selvom det var temmelig angstprovokerende da vi måtte erkende at det var eneste løsning. Men det bliver helt sikkert godt.
Vi har også besluttet os for at alle stikkontakter skal udskiftes…og så kunne vi ligeså godt skifte fodpanelerne når vi var i gang. Så soveværelset ender nærmest med at blive renoveret fra gulv til loft.
Apropos gulv, så er vi næsten blevet enige om at det hverken bliver gulvtæppe eller laminat, men derimod et plankegulv. Det skal vi ud og se på i næste weekend.

Udover soveværelset, så fik vi også klemt en crossfit-træning ind. Selvom vi slet ikke træner på det niveau som vi gjorde inden vi flyttede, så prøver vi at holde formen ved lige ved at lave de øvelser det er mulige med begrænset udstyr og begrænset lofthøjde. Men det projekt er også noget der hele tiden spøger, og vi taler en del om mulighederne for at få skabt den lofthøjde som er nødvendig. Nu må jeg snart ha’ fundet lommelygten frem så jeg kan komme på loftet og inspicere…så krydser vi fingre for at der kun er minimale overraskelser deroppe.

Det der træpillefyr som vi tidligere har nævnt er stadig lidt en udfordring. Nu skulle det pludselig kalibreres. Kalibreres?? Frem med brugervejledningen igen. Jojo, det stod der godt nok. Men det tog stadig det meste af ugen før det lykkedes at få det gjort rigtigt.
Der er stadig justeringer der ikke sidder helt som de skal, men det er sådan noget man kan gå og “hygge” sig med når man ikke har andet at lave…

Og når vi nu taler om varme og besparelser, så blev lidt for mange timer af søndagen brugt på at installere sådan en fyr her:

Tanken om at kunne tilpasse temperaturen efter hvornår vi er hjemme, er ret tiltalende. Desværre så virker det bare til at denne “smart termostat” ikke er så smart når det kommer til programmeringen…eller så er det mig der ikke er så smart.
Det er hvert fald ikke lykkedes at få den til at køre, så der skal bruges lidt mere tid på installeringen.
Men lykkedes det så vil det være super smart at kunne indstille temperaturen ca. 3 grader lavere i de mange timer vi er ude af huset i dagstimerne, og det må da for pokker kunne ses på varmeregnskabet.

Og så til søndagens helt store succesoplevelse. Den gamle havetraktor som vi fik forhandlet med da vi købte huset, kom endelig, hostende og spruttende, til live igen. Da det punkterede hjul var blevet pumpet blev traktoren prøvekørt rundt om huset.

I  et fjernt hjørne af vores grund stødte vi på en gammel, også punkteret, vogn der kunne monteres på traktoren. Den havde stået under nogle træer i hvad der så ud til at være flere år. Da den først var blevet trukket ud viste det sig at den gode Niels som vi købte huset af, havde lavet et finurligt pladesystem der fungerede som ekstra høje sider på vognen. De var dog kollapset og trængte til et par småreparationer. Men da vognen var rengjort og pumpet, var den faktisk klar til at blive sat i arbejde.

En mand og hans havetraktor…

De mange blade fra gårdspladsen blev kørt op til vores lille losseplads. Dog er det ikke sikkert de skal til genbrugspladsen. Planen er faktisk at prøve at kompostere bladene ved at opbevare dem i plasticsække med huller i. Om det bliver en succes må tiden vise. Ellers er der også den mulighed at vi kører dem over med plæneklipperen og smider resterne i komposten…når vi har fået bygget sådan en.

Der blev også tid til at plante indflytningsgaverne ud fra familien. Påskeliljer en masse. Vi fjernede en større installation fra gårdspladsen, som højst sandsynligt havde været brugt i forbindelse med havearbejde. Men den skæmmede lidt pladsen, så væk er den nu.
I stedet har vi placeret den store zinkbalje og mælkejunge vi fik i gave midt i gåden.

Nå, men eftersom vi ikke fik lavet helt så meget i soveværelset denne weekend, så skal der nok laves lidt i løbet af ugen.
Lørdag står den på familiebesøg fra jylland og en tur ud at se på trægulve. Søndag mere familiebesøg og så er den weekend gået.

Men heldigvis har vi ingen tidsfrist, så det må tage den tid det nu engang skal. Der skal jo også være tid til at slappe af 🙂

Husk at kigge med på vores Instagram. Du finder direkte link øverst på siden under “connect” symbolet.

Standard
Crossfit, Fornyelse

Så er vi i gang.

Denne weekend var den første “rigtige” weekend i vores hus, og vi havde allerede planlagt weekendens projekt – nedtagning af tapet i vores kommende soveværelse, og måske opsætning af filt, hvis alt gik efter planen.
Det gjorde det ikke.
Vi havde forventet at det gamle savsmuldstapet bare skulle skrabes af og væggene og lige have en slibning, hvorefter filten kunne opsættes. Så naiv kan man jo være. Men som gammel håndværker burde jeg jo vide at det aldrig går helt efter planen.
Det viste sig at da vi først kom i gang med at skrabe tapet ned, begyndte den ene væg at give efter. Eller pudset bag tapetet gjorde. Vi kunne simpelthen mærke at ca. 4 meter af væggen gav sig flere cm når man pressede på den.
Vi blev enige om at eneste løsning var at banke alt puds ned. Det betød så også at væggen nu skal fuldspartles.
Nå, men sådan er det jo. Vi fortsatte arbejdet søndag og fandt hurtigt ud af, at de næste to vægge var gipsvægge som umiddelbart heller ikke var egnede til at sætte filt på. Så det betyder højst sandsynligt fuldspartling af dem også.

 

Så det der startede som et overskueligt tapetseringsprojekt har nu udviklet sig til et mindre murerprojekt.
Spørgsmålet er så om vi selv vil være i stand til at fuldspartle væggene, hvilket jo vil spare os for en del penge, eller om der skal en proffessionel på. Det får vi svar på i de kommende dage.

Da vi både måtte fjerne et stort gammelt skab og bryde en del af væggen ned, har vi i den forbindelse fået vores egen lille losseplads. Det er ret praktisk når vi endnu ikke har fået købt en trailer så vi kan komme på genbrugspladsen.

                          

Mens vi gik indenfor i støvet dalede sneen ned udenfor.
Smukt at se på. Men som med så meget andet, når man bor på en gammel gård, så leder det tankerne hen mod en eller anden udfordring eller bekymring. I det her tilfælde: “Har vi overhovedet en sneskovl?”
Det havde den tidligere ejer så heldigvis været så venlig at efterlade. Så kan det jo ikke gå helt galt hvis der er faldet ½ m sne i morgen tidlig når vi står op.

                                       

 

Søndag morgen startede i øvrig med en gang træning i vores improviserede gym, som med tiden bliver et projekt hvor vi skal have loftet revet ned så vi kan få mere plads i højden.
Men det kommer der meget mere om på et senere tidspunkt.
Vi har dyrket crossfit i snart 1 år og har derfor været enige om, at en privat gym har høj prioritet og det er noget der skal på plads forholdsvis hurtigt. Vi har lige indkøbt ekstra kettlebells og får leveret et stativ til vægtstænger og pullups om et par uger. Vægtstængerne, håndvægte, kasser og bolde og alt det andet man bruger til crossfit ligger allerede klar i værkstedet. Der er forresten også indkøbt 10 kvm sort gummigulv, så vi får den velkendte lyd og lugt af crossfit. Det bliver fantastisk.

  

 

Og som om søndagen ikke havde været produktiv nok, så fik vi også lige renset pillefyret. Det var (som så meget andet for tiden) første gang vi prøvede det. Og det trængte. Det var fyldt op med aske og vi er nu ret spændte på om vi kan mærke en forskel i effektiviteten i den kommende uge.

 

Selvom frosten bider for tiden, så tog vi en lille havevandring lørdag eftermiddag.
Der er både Vintergækker og Erantis der titter frem hist og her.

                  

 

                 

                             

 

Der er masser af projekter der ligger og venter til foråret. Men lige nu er det begrænset hvor meget opmærksomhed haven får fra os. Kattene derimod – de ved præcis hvad der foregår i haven og hvem der opholder sig derude.

               

 

I den kommende uge kaster vi os ud i det videre forløb med renovering af soveværelset. Der skal spartles vægge. Og det bliver spændende. Er vi stolte eller grædefærdige over resultatet ved denne tid i næste uge? Ja, det bli’r spændende…

Standard