Blandet, Fornyelse, Haven, Høns

Sov sødt, lille Egon

Sommervejret buldrer afsted og vi får lavet en masse i haven. Der bliver stadig kæmpet med skvalderkål, og nyeste våben er en ny kanttrimmer og en plæneklipper så vi kan komme til de steder hvor havetraktoren er for stor.
Desværre er de smukke japanske kirsebærtræer allerede ved at afblomstre. Men så må man nyde den fine lyserøde indkørsel 😀

De sidste detaljer i soveværelset bliver ordnet i denne uge, så værelset kan tages i brug fredag. Det bliver helt fantastisk at kunne flytte ind i det første totalrenoverede værelse i huset. Stikkontakterne er udskiftet og der mangler nu kun lister i loftet og lidt fugearbejde.
Her hjælper Daffy til med lidt moralsk opbakning 😀

Projekt hønsehus er også i fuld gang, og sidste weekend blev brugt på at støbe stolpesko og rejse stolper. Hos familien hentede vi skifersten der skal bruges til taget.

Vi fik også støbt stolpesko og rejst stolperne, og bygyndt så småt med gulvrammen. Planen er at montere plader på undersiden af gulvrammen, isolere og derefter lægge gulvpladerne.

Som nævnt i seneste indlæg så er der nu flyttet nye katte ind på Bakkegården. De hedder Sally og Samson og er vildkatte.
De kommer nok næppe til at ville kæles med da de har været udsat for grusomheder der kan være svære at forstå. Men lige p.t. bor de på vores gæsteværelse, og planen er så at indrette et rum bag vores carport hvor de skal bo.
De vil få et isoleret hus med plads til 2, og vi vil fodre dem dagligt selvom de sikkert vil leve godt af mus m.m.
Huset vinder måske ingen priser for arkitektur eller det byggetekniske. Men der er egen indgang, virkelig meget isolering og tagterrasse.

Men desværre har Bakkegården også mistet to dyr i denne uge 🙁 Først fandt vi én af fasanerne uden hoved under havetraktoren, og i dag fandt vi Egon Egern ude på vejen. Han var stadig varm efter at være blevet ramt af en bil.

Selvom det er fantastisk med alt det dyreliv man oplever herude, så er der også en brutal virkelighed når man finder dyrene døde. Der bliver man minder om at man nok stadig er byboer inde bagved.
Så glæder vi os ekstra meget over beslutningen om at vores katte skal være indekatte.

Riffe

Fætter Daffy

Standard
Blandet, Fornyelse, Haven

Lyserøde træer og masse af sol

I morges da vi stod op blev vi mindet om hvorfor det nu var vi flyttede fra Amager til Bakkegården. Solen skinnede i haven og det frøste vi fik øje på var det røde egern der hoppede rundt på den nyklippede græsplæne.
Pludselig var der to, og derefter kom en af fasanerne pilende henover græsset.Efter morgenkaffe på gårdpladsen gik vi selv i haven for at få ordnet det sidste græsklipning og noget mere udplantning. Der er blevet plantet en masse ud og fjernet endnu mere ukrudt. Planen er at få afgrænset ukrudtet med noget der er lidt mere spændende en skvalderkål.

Og endelig sprang vores 6 japanske kirsebærtræer ud. Vi synes efterhånden de var sprunget ud alle andre steder end hos os, men lørdag var det vores tur. Så er det med at få taget nogle billeder, før det er slut.

Der er ikke blevet skrevet så meget på bloggen de seneste uger, men det er bestemt ikke fordi der ikke er noget at skrive om. Der er sket en masse på Bakkegården. Faktisk så meget at der ikke har været tid til at skrive om det.
Men i sidste weekend blev der lagt gulv i soveværelset og fodlister + gericter og nye stikkontakter blev monteret, Vi fik også gang i vores flisproduktion. Det har jeg ikke fået taget billeder af endnu…og det virker måske egentlig heller ikke særligt spændende. Men vi er begejstrede for det, både fordi flis kan bruges til en helt masse forskelligt, men bestemt også fordi det betyder at vi ikke skal på genbrugspladsen med læssevis af haveaffald. Det skal ikke undervurderes.

Og så blev der endelig skiftet til sommerdæk, så mange bilen bare at blive vasket.
Heldigvis er der lang weekend fra på onsdag, så der skal der (måske) vaskes bil, beskæres lidt træer i haven, og ikke mindst startes op på projekt hønsehus. Nu bliver soveværelset gjort helt færdigt med de sidste lister og fuger i løbet af ugen, og vi kan flytte ind torsdag eller fredag. Det bliver en milepæl i vores nye hus.

Lidt kattebilleder skal der også være plads ti…og måske flytter der snart nye misser ind på Bakkegården 😀

Standard
Fornyelse, Haven

Når maskinerne svigter…

Nogle gange kan det godt betale sig at være stædig. Det fik vi hvert fald bekræftet efter weekendens udfordringer.

Vi havde planlagt at fjerne en stor busk, og som vi nævnte i seneste indlæg så anede vi ikke hvad det var. Egentlig talte vi om at evt. flytte roden til en anden placering. Det skulle vise sig at være en morsom tanke.

Da vi kastede os over busken tidligt om morgenen, udstyret med en bajonetsav og en spade, var vi optimistiske og sikre på at det nok ville være overstået ved middagstid. Man må sige at vi virkelig undervurderede den her opgave.

Bajonetsaven gjorde et godt stykke arbejde på den del af busken der stak op over jorden og efter et par timer var vi faktisk nede ved roden. Vi gravede derefter ud hele vejen rundt om rodklumpen og forsøgte at få savet den løs. Det skulle så vise sig at roden var en sammenfiltret nærmest massiv klump, som bajonetsaven ganske enkelt ikke kunne håndtere.

Vi besluttede os for at købe en kædesav og kørte direkte ud for at hente den. Det blev weekendens dårligste investering. Om det var for billig en model eller om man ikke skal bruge en kædesav i et jordhul, det ved jeg ikke. Men efter to snit og ca. 10 min. arbejde var saven gået i stykker.

Efter flere timers forsøg på at reparere den, var det efterhånden blevet tid til aftensmad. Jeg måtte opgive kampen mod roden, og erkende at der ingen hjælp var at hente hos kædesaven. Den står nu og griner af mig på værkstedsbordet.
Og netop tanken om den fik mig til at gribe en økse søndag eftermiddag og afreagere godt og grundigt på den flabede rodklump. Den havde stået ude foran vores soveværelsesvindue siden fredag, som en påmindelse om vores nederlag. Nu kunne det være nok. Efter ca. 1 times hårdt arbejde med øksen løftede jeg det sidste stykke rod mod himlen og havde næsten lyst til at brøle et sejrsbrøl.

Busk og rod er væk, og vi kan nu fokusere på at få sat stolper til hønsehuset.

Men kædesaven var ikke den eneste maskine der spildte vores tid denne weekend. Vi ville have havetraktoren på græs for første gang, da græsset den seneste uge er skudt voldsomt afsted. Men selvom traktoren startede fint, så fik jeg bare ikke rigtig gang i knivene under maskine. Jeg har ikke det mindste forstand på havetraktorer så det var noget med at skrue og banke lidt tilfældige steder. Jeg fandt ud af at drivremmen var for slap og det var der problemet lå. Efter at have forsøgt at finde en justeringsmøtrik og smøre det meste af havetraktoren ind i olie, var der noget der langt om længe gav sig og faldt på plads. Det viste sig at den gamle fyr bare trængte til smørelse. Derefter fik vi klippet hele haven for første gang.

Men den gamle traktor ser ikke ud til at være blevet vedligeholdt i årevis, så min plan er at finde en manual og give traktoren den helt store tur.

I soveværelset fik vi sat filt op på alle vægge. Egentlig havde vi afsat 3 dage til det, men det blev faktisk helt færdigt på en enkelt dag. Det betyder at vi kan få malet i denne uge og være klar til at lægge gulv i weekenden.

Mht. filt, som var endnu en ting vi aldrig har prøvet, så lærte vi at man skal prioritere nogle enkelte ting for at få et pænt resultat. Vores første fejl var at vi forsøgte at trække filten direkte ud fra rullen og klistre det på væggen før vi skar det på stedet. Det var umuligt at styre og snittene blev alt for upræcise. Vi satte så et skærebord op og skar filtbanerne på målet plus 5 cm. Det var langt lettere at håndtere og skære til når banen var limet op. En anden ting er at det letter opsætningen hvis man bruger godt med klister. For lidt klister kan både give lommer hvor filten ikke hæfter, men i sær på de udvendige hjørner er det lettere at få det til at ligge tæt hvis limen nærmest gennemvæder filten.

Derefter gik det som en leg med opsætning og resultatet er rigtig fint.

Gulvet er også blevet hentet og vi er som sagt klar til at lægge det så snart malerarbejdet er færdigt.
Utroligt hvad der kan være i en polo 😀

Det er også blevet lavet en masse i haven. Skvalderkålen er åbenbart gået til angreb og vi fik slået godt igen. Både med græsklipningen men også ved at luge godt ud i nogle områder hvor vi vil anlægge bede. Bl.a. er nogle brombærbuske blevet fjernet og flyttet ind i skoven, hvor vi planlægger at anlægge en brombærsti.

I denne uge får vi i øvrigt masser af planter hjem til haven, som skal plantes ud i den kommende weekend. Både for at kvæle skvalderkålen, men også for at skabe noget fylde forskellige steder i haven og bunddække i skoven.

Men med 5 dages fri fra på torsdag, satser vi på at få malet soveværelset færdigt, lagt gulvet og monteret lister og nye stikkontakter.
Udover det skal der ske en masse i haven også.

Standard
Blandet, Fornyelse, Haven

Lidt inde og lidt ude

Vi har været i haven og plantet hindbærbuske. Den ene er en efterårshindbær. De bliver plantet i hver sin ende af haven, og i forskellige typer jord. Vi ved nemlig ikke rigtig hvordan jorden i haven er i forhold til at dyrke ting. Ved den ene busk var det ret leret, mens det ved den anden virkede som god sund muld.

Og så er der målt op til hønsehus og hønsegård. Selvfølgelig viste det sig at den bedste placering var lige midt i en kæmpe uidentificeret busk. Selvom vi ikke ved hvad det er, så må den nok lade livet. Vi vil nemlig gerne have hønsehuset trukket helt ind i kanten af skoven, så det nærmest falder i et med skoven.
For 2 flasker rødvin er der indkøbt skifersten til taget, så vores høns kan komme til at bo i skovens fineste hus (og eneste).

Så håber vi at hønsene ikke skræmmer ham her væk:

Vores ene egern var på besøg et par gange i den her uge. Vi fik også en lille film af ham.

Vi kan ikke helt finde ud af om det er ham eller skovskaderne (eller begge) der spiser mandlerne i det lille foderhus.

Og faktisk fik vi senere en film af begge egern på samme tid. Desværre gik de forgæves i foderhuset, da vi egentlig ikke troede de brugte det. Men nu er der fyldt op til dem igen…og de har tømt det igen 😀

Udover Pippi og Egon Egern fik vi også besøg af den her halvstore fyr:

I sidste weekend blev vi færdige med fuldspartling i soveværelset, og i denne weekend blev alle vægge slebet. Jeg forsøgte egentlig at filtse dem, men syntes faktisk ikke det gav den store effekt. Jeg vil mene at den del sagtens kunne have været undladt.
Resultatet er blevet rigtig fint og væggene virker klar til grunding og derefter filt og maling.
Vi fik købt malingen og bestilt gulvet i dag.

Kattehygge

Standard
Værkstedet

Så kom foråret endelig!

Weekenden bød på den første kop kaffe på gårdspladsen i lørdags. Noget vi har set meget frem til.
At sidde i total stilhed og bare nyde udsigten ud over markerne og synet af vores dejlige hus, er en af de ting vi glædet os ekstremt meget til. Og i weekenden var der endelig vejr til det

Men der er selvfølgelig også sket lidt på renoveringsprojektet i soveværelset. Faktisk kan vi endelig sige at fuldspartlingen er overstået. Hvert fald selve spartelarbejdet. Der kommer så lidt ekstra pletspartling, slibning og filtsning før vi kan begynde på opsætningen af filt og afsluttende maling.
Vi har faktisk lavet en lille film og håber det kan blive noget vi gør mere af fremover.


Alle lister er også blevet afmonteret og vil blive skiftet ud. Dvs. at vi både lægger nyt gulv, skifter fodlister og lister omkring døre og vinduer, skifter stikkontakter og fuldspartler som sagt hele værelset. Det bliver et fantastisk rum når det er færdigt.

Når soveværelset er færdigt har vi et par andre projekter der skal i gang, og i den forbindelse skal vi have en ingeniør på besøg. I det lokale hvor vi vil indrette crossfit træningsrum skal der fjernes en bjælke der højst sandsynligt er bærende. Den håber vi at man kan understøtte med stolper eller søjler i stedet. Men det får vi svar på inden længe.

Og i stuen har vi en lidt spøjs opbygning som sikkert også er en bærende konstruktion. Men hvis vi på en måde kan få opbygningen med de gule mursten fjernet vil det pynte på stuen. Alternativt så pudser vi dem og maler det evt. hvidt.
I baggrunden ses vores pejs hvor vi overvejer at få monteret en pejseindsats. Tanken om at kunne bruge pejsen uden at skulle have åben ild tiltaler os og vil være værd at ofre en del på. Det bliver et at sommerens projekter, da det gerne skal stå klart inden efteråret.

Og så lige en video mere. Der skal jo lidt skærmtræning til, hvis der skal flere videoer på bloggen i fremtiden 😀
Denne er en kort lille video om værkstedet på Bakkegården. Vi har tidligere vist billeder at maskinerne der fulgte med da vi købte huset, og værkstedet er i det hele taget ret stort. Men det vigtige hjørne bliver der hvor værkstedsbordet og alt værktøjet er placeret.
Det bliver et lille projekt i sig selv at få det indrettet og gjort helt perfekt.

Standard
Blandet, Crossfit, Fornyelse, Høns, Værkstedet

Påske og dejlige fridage

Som nævnt i sidste uge så er vi i gang med at planlægge projekt hønsehus. Huset er tegnet og materialerne er på lager nu. Det eneste der mangler er de 4 hjørnestolper og det volierenet der skal beskytte hønsene mod ræven og rotterne.

Der er en dejlig duft af træ i værkstedet nu – præcis som det skal være. Faktisk er der blevet ryddet op og indrettet lidt mere i værkstedet nu, så det endelig begynder at få den der hyggelige stemning som der skal være. Det er der ikke billeder af, for så spændende er det heller ikke. Men der er til gengæld lidt billeder af de maskiner som fylder værkstedet. Der står 4 maskiner som fulgte med da vi købte huset, og faktisk er jeg lidt i tvivl om deres funktioner. Men det drejer sig om en tykkelseshøvl, kehlemaskine, afretter med langhulsbor samt rundsav med tilhørende rullebord. Rullebordet har jeg bare ikke fundet endnu.
Her er rundsaven og kehlemaskinen:

Tykkelseshøvlen har jeg haft i gang, men den jeg er lidt i tvivl om hvordan man indstiller. Afretteren har jeg ikke haft liv i endnu, for der skal flyttes en motor fra en af de andre maskiner eller monteres en reservemotor der står på loftet.
Men lige p.t. er rundsaven den vigtigste når hønsehuset skal bygges.

Forresten så var vi på tuskemarked i Vig i går, og der blev gjort lidt gode indkøb både til værksted og huset.
Et par gamle varmelamper skal renoveres og bruges over værkstedsbordet, mens den lille blå sorteringskasse mindede mig om dem min far havde på sit værksted da jeg var barn. Den skal få en fin plads på væggen, så der kan komme styr på skruerne.
Den gamle sav er ren udsmykning og har allerede fået en plads væggen. Der kommer den til at hænge sammen med en gammel langhøvl som vi købte i en genbrugsbutik i Ringsted sidste år.

Værkstedet blev også ryddet for træningsudstyr, som indtil nu har været opbevaret derude fordi vores træningsrum ikke helt er blevet indrettet så hurtigt som vi håbede. Som tidligere nævnt så er det endt med at blive et større projekt hvor loftet skal rives ned og føres til kip. Det gør så at det nyindkøbte gummigulv og stativet til div. øvelser stadig ikke er pakket ud fordi det vil tage endnu mere af den højde som vi i forvejen ikke har for meget af derinde
Men i dag blev det hele flyttet ind i træningslokalet hvor det må opbevares i et hjørne indtil vi kommer videre med det projekt.

Der har været besøg i haven i denne uge. Godt nok ikke første gang vi har set dem.
Bambierne var tilbage og denne gang fik vi nogle rimelige billeder af dem. De kommer ude fra markerne og går gennem vores have og skov.

I sidste uge viste vi billeder af det sorte egern som vi havde hørt skulle bo i haven. De tidligere ejere fortalte også at der boede et rødt egern, og i påsken dukkede det op for første gang. Her ved foden af æbletræet og derefter i toppen af grantræet.

Vi har derfor været ude og opsætte take-away bar til Pippi og Egon Egern. Allerede dagen efter var huset tømt for nødder.

Udover de vilde dyr, har vi også fået et ekstra 4-benet indenfor i påsken. Vi passer denne lille fyr. Daffy er navnet:

Det har været rigtig sjovt at se ham blive en del af flokken. Vores tre katte har taget godt i mod ham og de seneste dage er han endda blevet vasket af et par af vores. Det betyder vist “Velkommen til familien” på kattesprog 😀
Og han har lært i sær Riffe en del unoder som at hoppe fra skab til skab og forsøge at lave parkour op af vægge og sofaer. At Riffe så er for tung i røven til at følge med er en anden sag 😀 Men her ta’r de en pause fra balladen:

I soveværelset bliver der stadig spartlet og der er også blevt forsøgt filtset en smule.
På den ene væg opdagede jeg et større område der ikke hæftede ordentligt, så der måtte laves en reparation:

Men tre af væggene er nu fuldspartlet tre gange, og kun den sidste mangler. Det er også den værste, for der er både to vinduer og to radiatorer. Men det skal nok blive godt. Derefter skal alt filtses eller pudses…eller begge dele. Det må tiden vise.

I stuen er det spisebord som vi købte af de tidligere ejere blevet malet og stillet tilbage på sin plads. Nu mangler vi bare at få købt nogle lækre stole der passer til bordet.

Jeg ville gerne have nået at fortælle lidt om Bakkegårdens nyeste projekt (som om vi ikke har gang i nok :D). Men det må blive i næste uge. Kan røbe at det handler om en pejs der måske ikke er helt så ubrugelig som vi først troede.

Lidt billeder fra Bakkegården – foråret begynder at vise sig.

Robin må IKKE ligge på køkkenbordet…men det er alligevel for fristende, når solen bager så skønt:

Den her kasse passer da perfekt!

Kig i øvrigt med på Instagram hvis ikke du har været forbi allerede
Link findes øverst under punktet “connect”

Standard
Vi flytter ind

En produktiv weekend

Så er flytningen overstået og i morgen begynder vores første uge som bosidende på Bakkegården. Det er helt nye rutiner som at huske at fylde træpiller på fyret (der bliver hurtigt koldt når man glemmer det), slå et alarmsystem til,  køre i bil til job og at skulle sørge for at man ikke har glemt noget til aftensmaden. Der er ingen 7-Eleven herude.

Flytningen gik i øvrigt smertefrit…for os. Flyttefolkene vil nok mene at det ikke var helt smertefrit.

    

De kørte fast i vores mudrede indkørsel og brugte næsten 2 timer på at komme fri, indtil de gav op og ringede efter Falck. Vi har nu været ude og stampe indkørsel i håb om at vi selv kan køre ind og ud i den kommende tid. Heldigvis ramte frosten i weekenden, så vi indtil videre undgår mudderudfordringer.I et forsøg på at redde det japanske kirsebærstræ som de kom foruroligende tæt på, så gjorde jeg hvad jeg kunne for at hjælpe de stakkels flyttefolk, som nok ville ønske de havde fået en anden flytning end vores denne fredag.

Men lørdag blev køkken og det meste af vore tøj er udpakket, og vi har fået indrettet os fornuftigt i et dobbeltværelse hvor vi kommer til at bo indtil stue og soveværelse har fået skiftet tapetet ud med filt. Det er noget vi starter på i den kommende weekend.

                                   Kattene fik også pakket kradsetræet ud i dag og gensynsglæden var stor.

                                                                       

De er i øvrigt faldet godt til, selvom Riffe brugte den første dag under sengen. Men nu har de opdaget glæden ved at kunne sprinte fra den ene ende af huset til den anden og sidde og kigge ud af de mange vinduer.

Som nævnt så er det at selv skulle sørge for varme i huset også helt nyt for os. Faktisk havde vi slet ikke nok træpiller til at komme igennem de første dage, så der måtte bestilles 3 paller som stod i carporten fredag da vi ankom til huset sammen med flyttefolkene. Så fredag og lørdag aften blev brugt på at slæbe knap 3 tons træpiller ind i fyrrummet. Det hjælper lidt på den dårlige samvittighed over den manglende crossfittræning i de seneste dage.

Men det der træpillefyr er sammen med brændeovnen noget der skal have lidt mere opmærksomhed på et tidspunkt, da vi er ret grønne på det område. Hvor vi kom fra var der på magisk vis altid varme i radiatorerne, og ellers kom der en vvs’er om fiksede det.

                                

Søndag havde vi vores første gæster på besøg. Det var rigtig sjovt at vise huset frem, og vi takker mange gange for de fine indflytningsgaver. Der var både kaffe og gin. Hvad mere har man brug for.

Standard
Blandet

Velkommen til Bakkegården.

Vi vil dele vores oplevelser og erfaringen når vi ta’r det store skridt fra byliv til landliv. Vi flyttede i starten af 2018 fra Amager til det sydlige Sjælland, hvor vi nu bor på en gammel 4-længet landejendom med ca. 5000 kvm grund.

Vi vil poste indlæg og billeder af vores forskellige projekter, bl.a. bygning af hønsehus og drivhus, div. renoveringsprojekter og når køkkenhaven skal anlægges.

 

Standard