Blandet, Fornyelse, Haven, Høns

Sov sødt, lille Egon

Sommervejret buldrer afsted og vi får lavet en masse i haven. Der bliver stadig kæmpet med skvalderkål, og nyeste våben er en ny kanttrimmer og en plæneklipper så vi kan komme til de steder hvor havetraktoren er for stor.
Desværre er de smukke japanske kirsebærtræer allerede ved at afblomstre. Men så må man nyde den fine lyserøde indkørsel 😀

De sidste detaljer i soveværelset bliver ordnet i denne uge, så værelset kan tages i brug fredag. Det bliver helt fantastisk at kunne flytte ind i det første totalrenoverede værelse i huset. Stikkontakterne er udskiftet og der mangler nu kun lister i loftet og lidt fugearbejde.
Her hjælper Daffy til med lidt moralsk opbakning 😀

Projekt hønsehus er også i fuld gang, og sidste weekend blev brugt på at støbe stolpesko og rejse stolper. Hos familien hentede vi skifersten der skal bruges til taget.

Vi fik også støbt stolpesko og rejst stolperne, og bygyndt så småt med gulvrammen. Planen er at montere plader på undersiden af gulvrammen, isolere og derefter lægge gulvpladerne.

Som nævnt i seneste indlæg så er der nu flyttet nye katte ind på Bakkegården. De hedder Sally og Samson og er vildkatte.
De kommer nok næppe til at ville kæles med da de har været udsat for grusomheder der kan være svære at forstå. Men lige p.t. bor de på vores gæsteværelse, og planen er så at indrette et rum bag vores carport hvor de skal bo.
De vil få et isoleret hus med plads til 2, og vi vil fodre dem dagligt selvom de sikkert vil leve godt af mus m.m.
Huset vinder måske ingen priser for arkitektur eller det byggetekniske. Men der er egen indgang, virkelig meget isolering og tagterrasse.

Men desværre har Bakkegården også mistet to dyr i denne uge 🙁 Først fandt vi én af fasanerne uden hoved under havetraktoren, og i dag fandt vi Egon Egern ude på vejen. Han var stadig varm efter at være blevet ramt af en bil.

Selvom det er fantastisk med alt det dyreliv man oplever herude, så er der også en brutal virkelighed når man finder dyrene døde. Der bliver man minder om at man nok stadig er byboer inde bagved.
Så glæder vi os ekstra meget over beslutningen om at vores katte skal være indekatte.

Riffe

Fætter Daffy

Standard
Fornyelse, Haven

Når maskinerne svigter…

Nogle gange kan det godt betale sig at være stædig. Det fik vi hvert fald bekræftet efter weekendens udfordringer.

Vi havde planlagt at fjerne en stor busk, og som vi nævnte i seneste indlæg så anede vi ikke hvad det var. Egentlig talte vi om at evt. flytte roden til en anden placering. Det skulle vise sig at være en morsom tanke.

Da vi kastede os over busken tidligt om morgenen, udstyret med en bajonetsav og en spade, var vi optimistiske og sikre på at det nok ville være overstået ved middagstid. Man må sige at vi virkelig undervurderede den her opgave.

Bajonetsaven gjorde et godt stykke arbejde på den del af busken der stak op over jorden og efter et par timer var vi faktisk nede ved roden. Vi gravede derefter ud hele vejen rundt om rodklumpen og forsøgte at få savet den løs. Det skulle så vise sig at roden var en sammenfiltret nærmest massiv klump, som bajonetsaven ganske enkelt ikke kunne håndtere.

Vi besluttede os for at købe en kædesav og kørte direkte ud for at hente den. Det blev weekendens dårligste investering. Om det var for billig en model eller om man ikke skal bruge en kædesav i et jordhul, det ved jeg ikke. Men efter to snit og ca. 10 min. arbejde var saven gået i stykker.

Efter flere timers forsøg på at reparere den, var det efterhånden blevet tid til aftensmad. Jeg måtte opgive kampen mod roden, og erkende at der ingen hjælp var at hente hos kædesaven. Den står nu og griner af mig på værkstedsbordet.
Og netop tanken om den fik mig til at gribe en økse søndag eftermiddag og afreagere godt og grundigt på den flabede rodklump. Den havde stået ude foran vores soveværelsesvindue siden fredag, som en påmindelse om vores nederlag. Nu kunne det være nok. Efter ca. 1 times hårdt arbejde med øksen løftede jeg det sidste stykke rod mod himlen og havde næsten lyst til at brøle et sejrsbrøl.

Busk og rod er væk, og vi kan nu fokusere på at få sat stolper til hønsehuset.

Men kædesaven var ikke den eneste maskine der spildte vores tid denne weekend. Vi ville have havetraktoren på græs for første gang, da græsset den seneste uge er skudt voldsomt afsted. Men selvom traktoren startede fint, så fik jeg bare ikke rigtig gang i knivene under maskine. Jeg har ikke det mindste forstand på havetraktorer så det var noget med at skrue og banke lidt tilfældige steder. Jeg fandt ud af at drivremmen var for slap og det var der problemet lå. Efter at have forsøgt at finde en justeringsmøtrik og smøre det meste af havetraktoren ind i olie, var der noget der langt om længe gav sig og faldt på plads. Det viste sig at den gamle fyr bare trængte til smørelse. Derefter fik vi klippet hele haven for første gang.

Men den gamle traktor ser ikke ud til at være blevet vedligeholdt i årevis, så min plan er at finde en manual og give traktoren den helt store tur.

I soveværelset fik vi sat filt op på alle vægge. Egentlig havde vi afsat 3 dage til det, men det blev faktisk helt færdigt på en enkelt dag. Det betyder at vi kan få malet i denne uge og være klar til at lægge gulv i weekenden.

Mht. filt, som var endnu en ting vi aldrig har prøvet, så lærte vi at man skal prioritere nogle enkelte ting for at få et pænt resultat. Vores første fejl var at vi forsøgte at trække filten direkte ud fra rullen og klistre det på væggen før vi skar det på stedet. Det var umuligt at styre og snittene blev alt for upræcise. Vi satte så et skærebord op og skar filtbanerne på målet plus 5 cm. Det var langt lettere at håndtere og skære til når banen var limet op. En anden ting er at det letter opsætningen hvis man bruger godt med klister. For lidt klister kan både give lommer hvor filten ikke hæfter, men i sær på de udvendige hjørner er det lettere at få det til at ligge tæt hvis limen nærmest gennemvæder filten.

Derefter gik det som en leg med opsætning og resultatet er rigtig fint.

Gulvet er også blevet hentet og vi er som sagt klar til at lægge det så snart malerarbejdet er færdigt.
Utroligt hvad der kan være i en polo 😀

Det er også blevet lavet en masse i haven. Skvalderkålen er åbenbart gået til angreb og vi fik slået godt igen. Både med græsklipningen men også ved at luge godt ud i nogle områder hvor vi vil anlægge bede. Bl.a. er nogle brombærbuske blevet fjernet og flyttet ind i skoven, hvor vi planlægger at anlægge en brombærsti.

I denne uge får vi i øvrigt masser af planter hjem til haven, som skal plantes ud i den kommende weekend. Både for at kvæle skvalderkålen, men også for at skabe noget fylde forskellige steder i haven og bunddække i skoven.

Men med 5 dages fri fra på torsdag, satser vi på at få malet soveværelset færdigt, lagt gulvet og monteret lister og nye stikkontakter.
Udover det skal der ske en masse i haven også.

Standard
Blandet, Fornyelse, Haven

Lidt inde og lidt ude

Vi har været i haven og plantet hindbærbuske. Den ene er en efterårshindbær. De bliver plantet i hver sin ende af haven, og i forskellige typer jord. Vi ved nemlig ikke rigtig hvordan jorden i haven er i forhold til at dyrke ting. Ved den ene busk var det ret leret, mens det ved den anden virkede som god sund muld.

Og så er der målt op til hønsehus og hønsegård. Selvfølgelig viste det sig at den bedste placering var lige midt i en kæmpe uidentificeret busk. Selvom vi ikke ved hvad det er, så må den nok lade livet. Vi vil nemlig gerne have hønsehuset trukket helt ind i kanten af skoven, så det nærmest falder i et med skoven.
For 2 flasker rødvin er der indkøbt skifersten til taget, så vores høns kan komme til at bo i skovens fineste hus (og eneste).

Så håber vi at hønsene ikke skræmmer ham her væk:

Vores ene egern var på besøg et par gange i den her uge. Vi fik også en lille film af ham.

Vi kan ikke helt finde ud af om det er ham eller skovskaderne (eller begge) der spiser mandlerne i det lille foderhus.

Og faktisk fik vi senere en film af begge egern på samme tid. Desværre gik de forgæves i foderhuset, da vi egentlig ikke troede de brugte det. Men nu er der fyldt op til dem igen…og de har tømt det igen 😀

Udover Pippi og Egon Egern fik vi også besøg af den her halvstore fyr:

I sidste weekend blev vi færdige med fuldspartling i soveværelset, og i denne weekend blev alle vægge slebet. Jeg forsøgte egentlig at filtse dem, men syntes faktisk ikke det gav den store effekt. Jeg vil mene at den del sagtens kunne have været undladt.
Resultatet er blevet rigtig fint og væggene virker klar til grunding og derefter filt og maling.
Vi fik købt malingen og bestilt gulvet i dag.

Kattehygge

Standard
Værkstedet

Så kom foråret endelig!

Weekenden bød på den første kop kaffe på gårdspladsen i lørdags. Noget vi har set meget frem til.
At sidde i total stilhed og bare nyde udsigten ud over markerne og synet af vores dejlige hus, er en af de ting vi glædet os ekstremt meget til. Og i weekenden var der endelig vejr til det

Men der er selvfølgelig også sket lidt på renoveringsprojektet i soveværelset. Faktisk kan vi endelig sige at fuldspartlingen er overstået. Hvert fald selve spartelarbejdet. Der kommer så lidt ekstra pletspartling, slibning og filtsning før vi kan begynde på opsætningen af filt og afsluttende maling.
Vi har faktisk lavet en lille film og håber det kan blive noget vi gør mere af fremover.


Alle lister er også blevet afmonteret og vil blive skiftet ud. Dvs. at vi både lægger nyt gulv, skifter fodlister og lister omkring døre og vinduer, skifter stikkontakter og fuldspartler som sagt hele værelset. Det bliver et fantastisk rum når det er færdigt.

Når soveværelset er færdigt har vi et par andre projekter der skal i gang, og i den forbindelse skal vi have en ingeniør på besøg. I det lokale hvor vi vil indrette crossfit træningsrum skal der fjernes en bjælke der højst sandsynligt er bærende. Den håber vi at man kan understøtte med stolper eller søjler i stedet. Men det får vi svar på inden længe.

Og i stuen har vi en lidt spøjs opbygning som sikkert også er en bærende konstruktion. Men hvis vi på en måde kan få opbygningen med de gule mursten fjernet vil det pynte på stuen. Alternativt så pudser vi dem og maler det evt. hvidt.
I baggrunden ses vores pejs hvor vi overvejer at få monteret en pejseindsats. Tanken om at kunne bruge pejsen uden at skulle have åben ild tiltaler os og vil være værd at ofre en del på. Det bliver et at sommerens projekter, da det gerne skal stå klart inden efteråret.

Og så lige en video mere. Der skal jo lidt skærmtræning til, hvis der skal flere videoer på bloggen i fremtiden 😀
Denne er en kort lille video om værkstedet på Bakkegården. Vi har tidligere vist billeder at maskinerne der fulgte med da vi købte huset, og værkstedet er i det hele taget ret stort. Men det vigtige hjørne bliver der hvor værkstedsbordet og alt værktøjet er placeret.
Det bliver et lille projekt i sig selv at få det indrettet og gjort helt perfekt.

Standard
Blandet, Haven, Høns

Hønsehus!! Og en masse dyr.

Nu er tiden kommet til at det der projekt hønsehus skal søsættes. Vi har længe talt om at vi vil have høns allerede i vores første sommer i huset.
Vi har også talt om at hønsehuset var noget vi selv ville bygge, så vi kan få det præcist som vi ønsker. Det betyder så også at vi nu bliver nødt til at komme i gang med det, selvom der er andre projekter der hverken helt eller halvt færdige. men vi tænker at det vil være fint at kunne veksle mellem et udendørsprojekt og de forskellige indendørsprojekter, alt efter hvordan vejret er.
En del af hønsehuset kan jo også produceres i værkstedet og derefter flyttes ud.

Nå, men tanken er at vi vil bygge et hus på ca. 1½ x 3 m. Hvor stor hønsegården skal være har vi ikke lige talt om endnu. Men det er også mindre vigtigt, da hønsene så vidt muligt skal gå frit i haven.
Huset skal bygges på 4 stolper ca. 75 cm over jorden. På den måde får huset en fin arbejdshøjde i forhold til at åbne og rengøre. Idéen med et aflangt hus er nemlig at man dermed skal kunne rengøre det udefra ved at åbne den ene side. Udover det giver huset så et skyggeområde til hønsene.
Det projekt starter op indenfor den nærmeste fremtid, så snart vejret er til det og materialerne er hjemme.

Projekt soveværelse går stille og roligt fremad. Ca. halvdelen er nu fuldspartlet 3 gange, og så mangler der bare den sidste halvdel + finpudsning af alle vægge, inden filten kan sættes op og der kan males. Godt der snart er påske med en masse dejlige fridage. Der skal gerne rykkes lidt igennem med noget effektivt arbejde, så vi snart kan komme videre i processen.

Den seneste uge har stået lidt i dyrenes tegn. Vi har haft besøg af, hold nu fast, de sædvanlige mange fugle, som solsorte, skovskader, alm. skader og små pipfyre som jeg ikke ved hvad hedder. Men vores spætte har også været forbi. Udover det så har vi fået en fast beboer sammen med hans to damer:

Fasanen kommer dagligt forbi, og faktisk er vi lidt i tvivl om han nogensinde forlader haven. Han er der om morgenen når vi står op og om aftenen når vi går i seng. Man kan altid høre lyden af Fissan Fasan der skråler et sted i haven, som om nogen har trukket ham i halen.
Og damerne danser han for, så måske kommer der små skrålhalse inden længe.

Nå videre. Vi har også for første gang set det egern som vi havde hørt boede i haven. Her er han:

Det er bestemt ikke let at få et skarpt billede af Egon Egern. Men et par halvgrumsede billeder blev det da til. Vi håber at Egon vil efterlade bare en smule af valnødderne på det store valnøddetræ. Men han har nok mere brug for dem end os, så vi må se hvad der er tilbage når han har spist.

Ørne har vi også besøg af næsten dagligt. De jager på markerne omkring os, og bruger vores træer som udkigsposter. De aner slet ikke at de selv bliver overvåget 😀

Og så den store; vi vidste de var her. Men vi har ikke set skyggen af dem. Før i går. 3 små rådyr…dådyr?? Jeg aner ikke hvad forskellen er. Men de var der og gik igennem skoven og ud på den anden side. Dem håber jeg at vi kommer til at se mere til i den nærmeste tid.

Forresten så jeg også for første gang den kat som vi har set spor efter ved carporten. Jeg så lige akkurat ryggen af den inden den smuttede ind bag bilen.
Og endnu en kat:

Det her er Daffy. Han er 4 måneder og skal passes hos os fra på fredag. Han var på besøg i søndags, for at hilse på vores 3 sorte trolde og det tog de alle ret pænt. Daffy hvæsede lidt da han blev omringet, og det kan man jo godt forstå. Men de 3 andre undrede sig vist bare over hvad det var for en mærkelig lyd.


Det bliver rigtig hyggeligt med 4 katte fra på fredag 😀

Og lige lidt stemningsbilleder fra ugen der gik:

 

Standard
Blandet, Vi flytter ind

3. uge på Bakkegården

Uge 8 har nok været den mindst produktive uge indtil videre. Vi har nærmest intet fået lavet på projekt soveværelse, da vi havde familiebesøg både lørdag og søndag, og hverdagene bare er alt for korte.
Men vi fik kigget lidt på gulve til soveværelset og maling til både stue og soveværelse. Egentlig var vi gået fra gulvtæppe til Pergo/laminat til plankegulv, og nu er vi nok landet på laminat igen.
Tanken om et fedt plankegulv var tiltalende. Men både prisen og vedligeholdelsen gør at vi nok hellere vil investere i et billigt vedligeholdelsesfrit gulv. Tanken er at det skal være forholdsvist mørkt som f.eks. det her:

Farven på væggene bliver nok også i en mørk blå nuance. Selvom vi selvfølgelig har talt om at det kan blive meget mørkt med denne løsning, så er det trods alt et 20 kvm stort værelse med 3 vinduer på to vægge.
I stuen har vi kig på en grå farve. Først talte vi ligefrem om en koksgrå, men det bliver for mørkt, så nu er vi ovre i en lysere nuance. Vi regner med at starte på malerarbejdet sideløbende med renoveringen af soveværelset, for ellers kommer det til at tage alt for lang tid. Pga. arbejde i den kommende weekend bliver der nemlig heller ikke lavet meget på soveværelset der.

Ellers er ugen gået med lidt småting. Projekt smarte radiatortermostater er kulsejlet. Enten var termostaten defekt eller så var kvaliteten bare for ringe til at den ville arbejde sammen med vores radiatorer. Det ærgrer mig ret meget, da jeg syntes det var super smart. Men de dyre er bare lidt for dyre når man har 25 radiatorer.
Nu er fokus så på at få træpillefyret til at køre helt skarpt. Det er nærmest en videnskab at ramme de rigtige indstillinger – men også ret sjovt at læse om og afprøve i praksis. Kan det optimeres så er der sikkert også en del at spare på det, og det er jo uden omkostninger.

Udover de par småting har vi også talt lidt om kompost, og faktisk fandt vi sådan en grøn plastikkompost i et hjørne af grunden. Det er åbenbart en de tidligere ejere har fået fra kommunen. Men den er vi allerede begyndt at smide køkkenaffald i, og vi er også blevet lovet en sending kompostorme fra familien.
Men tanken er helt klart at bygge en varmkompost hertil foråret, så vi rigtig kan komme i gang med at kompostere.

Men i går fik vi faktisk tid til at gå og kigge lidt på de mange mange ting som de tidligere ejere efterlod. Bl.a. blev jeg gjort opmærksom på at der stod en lille røgeovn i et af værkstederne. Jeg ville umiddelbart nok have gættet på at det var en madkasse. Der kan man se hvor meget jeg ved om den slags.
Og de mange vinduer og fyldningsdøre bliver spændende at få kigget igennem. Der står også 5-6 gamle usamlede skabe og spiseborde, som engang skal renoveres og gøres fine. Det bliver som at gå på opdagelse i sin egen genbrugsbutik.

Denne lille fyr er i øvrigt flyttet ind på Bakkegården. Indflytningsgave fra familien.

 

 

 

Standard