Fornyelse

I fuld sving

Dejlig produktiv weekend i denne uge. Vi fik både malet stue og startet fuldspartling af væggene i soveværelset.
Væggene i soveværelset er noget der har fyldt en del, både fordi det blev langt mere udfordrende end forventet, men også fordi det dermed skulle planlægges og udføres ordentligt. Men efter meget forberedelse fik vi endelig taget den første væg som ses her.

Det er første lag af det der nok bliver 3 lag fuldspartel. Men af et første forsøg at være, så må vi sige at vi er godt tilfredse og ret optimistiske i forhold til det endelige resultat. Der var lidt småproblemer med bobler i underlaget, men vi satser på at det kan rettes til inden lag nr. 2, og derefter slibes væk når alle 3 lag er på.
Dog brugte vi en hel spand på det lille stykke væg, så der skal suppleres i morgen.

I stuen blev der også arbejdet hele weekenden. Væggene blev malet grå i Jotuns Pure Color Diskret, og har givet en helt anden stemning i stuen. Den grå farve giver en lækker kontrast til de hvide karme og det lyse trægulv.

Og det passede i øvrigt perfekt med at vores nye sofa blev leveret fredag aften, så den kunne stilles på plads da væggene var færdige søndag

 

Lørdag formiddag gjorde vi i øvrigt et par rigtig gode køb. Egentlig skulle vi til Roskilde for at købe den her, som var på tilbud til 3000 kr. #røverkøb

Men vi endte i IdéMøbler og fik købt en ny helt fantastisk seng til vores (snart) nyrenoveret soveværelse. Den er der desværre ikke billede af, da den først bliver leveret i starten af april…sammen med den lampe der også lige røg i kurven.
Men det begynder endelig at ligne noget i de forskellige rum, med maling, nye møbler m.m.

I haven er der snehvidt og masser af liv. I denne uge er der både spottet fasaner, agerhøns, skovskader og en flagspætte. Sidstnævnte var lidt af en oplevelse. Sådan en har vi aldrig set før.
Udover det så har vi fundet spor i sneen fra en kat. Desværre har vi ikke set katten og vi ved derfor ikke om det er en vild eller om den kommer ovre fra nærmeste nabo et par hundrede meter herfra.
Men for en sikkerheds skyld satte vi en kasse med håndklæder og lidt mad i carporten. Det så ud til den havde været på besøg igen i dag, men den havde ikke rørt maden. Så mon ikke den kommer fra naboen siden den ikke er sulten.

Vores egne katte putter i varmen. Måske lidt for meget da vi mistænker Robin for at ha’ fået hedeslag eller lignende sådan som han skaber sig på radiatoren

 

Ronja mener søndagen skal tilbringes sådan her. Desværre mente vi noget andet, så hun måtte nøjes med en skoæske et par minutter efter det her billede.

Først skulle fyret have den helt store omgang, så vi kan få det til at køre helt optimalt, og derefter blev den nyindkøbte vaskebørste afprøvet på en møgbeskidt Polo i det skønne vejr…som så forsvandt samme øjeblik som der blev tændt for vandet. Det blev en kold fornøjelse og Spark’en må vente med vask til en anden dag.

 

Følg med på vores Instagram hvis ikke allerede du har været der :o)
Link findes øverst under “Connect”

Standard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *